Kommunen skal gøre mindre for de mange, som kan selv og i stedet have fokus på de få, som vitterligt har brug for hjælp. Her tænker vi specifikt på udsatte børn, handicappede, psykisk syge og mennesker, der ufrivilligt er hjemløse. Efter vores opfattelse er man ikke udsat, alene fordi man er på kontanthjælp, førtidspension eller anden offentlig forsørgelse, men det er man derimod, hvis man har brug for særlig hjælp for at kunne klare sig.
Vi mener, at familien og pårørende er den bærende institution i samfundet, der som samlet ressource kan noget andet og mere end det kommunale system, og som derfor skal inddrages mere i samarbejdet med pasning og pleje, end det sker i dag. Vi vil derfor arbejde for aktiv inddragelse af det nære netværk i både forebyggelse, under behandlingsforløb og i rehabiliteringen, hvor det især er i forebyggelse og rehabilitering, at det nære netværk kan hjælpe. Det er blandt andet påvist gennem undersøgelser, at ved inddragelse af pårørende til psykisk syge mindskes risikoen for tilbagefald efter endt behandling med mere end 50 %.
Borgere, der ikke selv kan råbe op pga. handicap eller sygdom, er de borgere, kommunen særligt skal være omhyggelige med at give den hjælp, de har brug for til at leve et anstændigt liv. Forældre/pårørende til handicappede og syge skal opleve, at kommunen hjælper dem med den bedste og hurtigste sagsbehandling til gavn for både dem og deres kære. Kommunen skal hjælpe med kontakten til aflastningsmuligheder samt de mange gode frivillige, der gør en uvurderlig indsats.
Bedre hjælp og botilbud til psykisk syge
Der skal være det antal plejepladser til demente og psykisk syge borgere som der er behov for – uanset alder. Der skal være sammenhæng mellem behandlingen i regionen og opfølgning og rehabilitering af de psykisk syge i kommunen, og der er derfor behov for et bedre samarbejde mellem disse to vigtige aktører.
Vi arbejder for at styrke det frie valg for alle borgere, men det kræver, at der er et reelt frit valg – altså noget, som borgeren kan vælge imellem. Vi ønsker derfor, at private får bedre mulighed for at byde ind på pleje- og behandlingsopgaver, især fordi social innovation oftest sker i private tilbud samt at genkendelighed, tryghed og personlige relationer er væsentlige parametre for et succesfuldt behandlingsforløb. Begge dele er noget som den store, tunge og langsomme offentlige maskine aldrig vil kunne levere.
Vi vil prioritere en målrettet indsats mod unge med misbrugsproblemer og hjælpe dem ud af misbruget og ind i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet – alt efter hvad evner og vilje rækker til. Også hér skal indsatsen mellem kommune, pårørende og sociale netværk styrkes, således at der bliver bakket op om kampen for at komme ud af misbruget.
Frivillige organisationer skal støttes
De frivillige organisationer skaber netværk og hjælper, hvor det offentlige ikke har tilbud. Deres indsats overfor udsatte er uvurderlig og vi ønsker at styrke frivillige initiativer og vidensdeling ved at stille kommunale faciliteter, herunder i sundhedshusene og på plejehjem, til rådighed for deres arbejde.
Hjælpen skal nuanceres og individualiseres
Vi ønsker at hjælpen til socialt udsatte skal være på flere niveauer. Det er ikke alle, der er parate til at modtage meget avanceret hjælp, og derfor skal kommunen tilbyde tryghed og omsorg via såkaldte lavtærskeltilbud. Kommunen skal styrke samarbejdet med de selvejende institutioner om at løse opgaver både for psykisk syge, socialt udsatte og handicappede. De private selvejende institutioner har en tradition for at inddrage mange frivillige (inklusive borgerne selv) i noget af arbejdet, og det vil vi gerne støtte. Det er nemlig med til at udvikle de forskellige tilbud i en retning, der er i øjenhøjde med de mennesker, der benytter dem. Hjælp skal være individuelt tilpasset den enkeltes behov. Vi er stærke modstandere af, at borgerne skal modtage standardiserede løsninger, som de måske ikke engang har brug for, men er nødt til, da det er en del af en pakke.
Borgerne skal have deres egen sagsbehandler, der kender borgerens familie og forstår den udvikling som både borgeren og familien har været igennem. Fokus skal være på hvad kommunen kan gøre for borgeren og ikke på, hvordan man må indordnes under kommunens programmer.
Vi ønsker at støtte meget bedre op om borgere, som er veteraner, især dem som døjer med forskellige problemer, så som posttraumatisk stresslidelse så de får hurtig behandling og derved oplever, at det land som har sendt dem ud også tager sig af dem, når de kommer hjem. Hjælpen skal også ske ved, at det er lettere for veteraner at få ansættelse i Skanderborg Kommune, således at deres krigsskader ikke trækker ned i feltet af ansøgninger. Alle Skanderborgs veteraner skal opleve og føle, at hele byen er stolte og taknemmelige for deres indsats.
Vi arbejder aktivt for at Skanderborg Kommune skal have en egentlig veterankoordinator og for at kommunen reviderer sin veteranpolitik. Den gældende veteranpolitik blev vedtaget i 2016, men indeholder ikke en egentlig veterankoordinator og omfatter som udgangspunkt kun dem, der har været udsendt af Forsvaret. Men der udsendes også masser af sygeplejere og læger, politibetjente og folk fra diverse NGO’er i verdens brandzoner. Flere af disse havner også i konflikt- og krigszoner og kan have stærkt behov for hjælp ved hjemkomsten. Så selvom Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget ved rutinetjek af politikken ikke har fundet anledning til ændringer, kan der nu være behov for et ekstra gennemsyn med henblik på en ændring og udvidelse af politikken.
Set med konservative øjne er det helt naturligt, at vi giver politikken et tiltrængt eftersyn. Politiken bør omfavne flere af de udsendte, og indsatsen styrkes med en veterankoordinator, som anbefalet af Veterancenteret.
Det Konservative Folkeparti vil:
Fokus skal være på hvad kommunen kan gøre for borgeren og ikke på, hvordan man kan indordnes under kommunens programmer